Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Akut-sprut.dk

24.04.2012

Klagens indhold

Alkoholreklamenævnet tog af egen drift www.akut-sprut.dk’s samlede markedsføringsindsats op til vurdering.
Beskrivelse af markedsføringstiltaget

Alkoholreklamenævnet tog af egen drift hjemmesiden og webshoppen www.Akut-sprut.dk’s samlede markedsføringstiltag op.

Det omfattede bl.a. en hjemmeside, hvor det var muligt at indkøbe ”fest-pakker” med alkoholholdige drikkevarer og nødvendigt tilbehør til drinks-blanding. Disse ”fest-pakker” kunne leveres direkte på købernes adresse fredag og lørdag nat.

Herudover behandlede Nævnet spørgsmålet om hjemmesidens markedsføringstiltag i form af billeder af bikiniklædte kvinder holdende alkoholflasker samt valget af navnet ”Akut-sprut.dk”.
Indklagedes bemærkninger

Indklagede anerkendte, at alkoholholdige drikkevarer bør markedsføres på en måde, der er tilpasset de mængder, som almindelige forbrugere køber, men bestred, at markedsføringen samlet opfordrede til stort eller umådeholdent forbrug.

Indklagede gjorde i det væsentlige gældende, at markedsføringen samlet set lå inden for grænsen for ansvarlig adfærd for erhvervsdrivende af alkoholholdige drikkevarer samt, at markedsføringen tog behørigt hensyn til de sociale, sundhedsmæssige og forbrugermæssige aspekter forbundet med alkoholindtagelse.
Alkoholreklamenævnets afgørelse

Alkoholreklamenævnet vurderer, at valget af navnet ”Akut Sprut” er en overtrædelse af den ansvarlige adfærd og agtpågivenhed, som erhvervsdrivende bør udvise ved markedsføring af alkoholholdige drikkevarer samt ligeledes ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de særlige sociale, sundhedsmæssige og forbrugermæssige aspekter, der er forbundet med alkoholindtagelse i henhold til Retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige produkters §§ 3‐4 (herefter Retningslinjerne).

www.akut‐sprut.dk’s samlede markedsføringsindsats for salg af alkohol vurderes af Nævnet til at være påtrængende og provokerende, jf. Retningslinjernes § 4. stk. 2. Som eksempel kan fx nævnes de billeder af letpåklædte kvinder holdende spiritusflasker på indklagedes hjemmeside, hvor disse billeder indgår som en del af indklagedes samlede markedsføringsindsats.

Herudover henviser Alkoholreklamenævnet til, at alkoholholdige drikkevarer bør markedsføres på en måde, der er tilpasset de mængder, som almindelige forbrugere køber.

Samlet set vurderes det, at www.akut‐sprut.dk opfordrer til stort og/eller umådeholdent forbrug, hvilket er i strid med retningslinjernes § 3. På baggrund af ovenstående udtaler Alkoholreklamenævnet hermed kritik af www.akut‐sprut.dk ’s samlede markedsføringsindsats.
Klager

Alkoholreklamenævnet tog sagen op af egen drift.


Læs flere aførelser