Afgørelser i Alkoholreklamenævnet

Læs flere afgørelser

Bryggeri indklaget for prisoverrækkelse

19.12.2001

Klagens indhold
Et bryggeri indklagedes for – i forbindelse med uddeling af en golfpris – at have markedsført alkoholholdige drikkevarer i forbindelse med sport.

Indklagedes bemærkninger til klagen
Bryggeriet afviste, at der var udvist en adfærd, der var i strid med reglerne, idet der alene var tale om en redaktionel omtale af prisoverækkelsen og at det følger af reglerne, at uddeling af priser og legater normalt ikke vil blive anset for markedsføring.

Håndhævelsesudvalgets afgørelse
Udvalget udtalte, at den omstændighed, at markedsføringen i den indklagede form fremtrådte som et redaktionelt indslag, der var initieret af bryggeriet selv gennem udsendelse af materiale til pressen, ikke kunne medføre, at markedsføringen ikke var omfattet af reglerne, idet reglernes beskyttelseskarakter måtte medføre en skærpet agtpågivenhed hos bryggeriet for at undgå at sport og alkoholmarkedsføring knyttedes sammen.

Udvalget udtalte videre, at med hensyn til den konkrete markedsføring, hvor prisuddeling/ sponsorship ikke i sig selv var i strid med reglerne, måtte den konkrete anvendelse af kombinationen af logo på en kæmpe golfbold, check i magnumformat og med grøn signalfarve give anledning til overvejelse.

Udvalget fandt ikke, som sagen var belyst, tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de anvendte markedsføringselementer var i strid med reglerne.

Udvalget påpegede dog, at hvis sponsors signalgivning med reklame for alkoholholdige drikkevarer i forbindelse med prisoverrækkelser går væsentligt videre end formålet kræver, vil det være i strid med reglerne, når det kombineres med idræt.

Klager
Sagen blev behandlet efter klage fra Afholdsselskabernes Landsforbund.


Læs flere aførelser