Afgørelser i Alkoholreklamenævnet
Læs flere afgørelserKlage over Cult Scandinavia for markedsføring af RTD-produktet ”Cult Shaker”
25.06.2003Klagens indhold
Alkoholpolitisk Landsråd klagede over markedsføringen af RTD-produktet ”Cult Shaker”. Klager var af den opfattelse, at markedsføringen af produktet sammenkædede alkohol og sex og dermed var i strid med reglerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer. Endelig mente klager, at der var tale om en overtrædelse af den etiske adfærd, som fordres ved markedsføring af alkoholholdige drikke.
Beskrivelse af markedsføringen
Markedsføringen bestod af to plakater, hvor der vises hhv. en nøgen kvindeoverkrop og en nøgen mandeoverkrop. Begge personer holder en Cult Shaker i hånden. På plakaterne stod der ”Shake it baby”.
Indklagedes bemærkninger til klagen
Cult Scandinavia anførte i sagen, at kampagnen taler et tydeligt voksensprog, hvorfor producenten ikke mente, at reglerne var overtrådt. Cult Scandinavia afviste endvidere klagen med, at der på etiketten står, at produktet indeholder alkohol og ikke må nydes af mindreårige. Indklagede erkendte dog, at kampagnen kunne opfattes som provokerende.
Håndhævelsesudvalgets afgørelse
I henhold til punkt 3 i de vejledende regler for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer bør markedsføringen ikke fremtræde eller virke påtrængende eller provokerende. Håndhævelsesudvalget fandt, at kampagnen var både påtrængende og provokerende, hvilket førte til, at udvalget vurderede, at kampagnen var i strid med reglerne.
Udvalget udtrykte derfor sin kritik af markedsføringen.
Klager
Alkoholpolitisk Landsråd.
Læs flere aførelser